Kakerlakkerne tilhører en af de allerældste insektarter. Man formoder, at der også fandtes kakerlakker for mere end 250 millioner år siden. Der findes mere end 4.000 varianter. Langt de fleste af de mere end 4.000 forskellige kendte varianter lever i det fri, så det er et fåtal af dem, som man kan opleve problemer med indendørs i Danmark.
Den mest almindelige art i Danmark er den tyske kakerlak (Blattella germanica).
Hvordan ser en kakerlak ud?
Den voksne kakerlak er op til 16 mm lang og er gulbrun med to mørke striber på brystskjoldet. Den har en oval og fladtrykt krop, og så har den lange ben. Kakerlakken har meget lange følehorn, og under sine dækvinger gemmer den på et par flyvevinger, som den dog kun bruger til at svæve, når den f.eks. hopper fra borde og ned på gulvet.
Kakerlakker i Danmark
Den tyske kakerlak lever typisk i et varmere klima end det, vi har i Danmark. Derfor trives den bedst på varme og fugtige opholdssteder, hvor der også er adgang til vand. De foretrækker en temperatur på mellem 25-30 grader, og derfor vil man kunne finde dem i revner og sprækker tæt på hvidevarer, der afgiver varme, eller bag vaskemaskinen på et badeværelse.
Kakerlakker kommer ofte ind i vores hjem eller forretninger med fødevarer. Den er praktisk talt altædende og spiser sågar også andre døde kakerlakker. En kakerlak kan leve op til en måned uden mad, men den kan kun klare sig uden vand i en uges tid.
Kakerlakkers livscyklus
En kakerlaks udvikling fra æg til voksen tager et par måneder ved 30 grader. Hvis temperaturen er lavere, tager udviklingen længere tid. Udviklingen sker gennem 6-7 nymfestadier, hvor nymferne er små og vingeløse unger.
Når kakerlakkerne er voksne, tiltrækkes de af hinanden via duftstoffer, som findes i deres ekskrementer. Efter parring lægger hunnen sine æg i en særlig ægkapsel, som består af 30-40 rum. I hvert af disse rum ligger et æg. Mange kakerlakarter smider kapslerne, men den tyske kakerlak bærer rundt med den, stikkende ud af kønsåbningen, indtil de små unger er klar til at myldre ud. Klækketiden på æggene er på cirka 28 dage.
En kakerlak-hun lever i 120-170 dage, og kan i sin levetid producere 5-6 ægkapsler. Kakerlakker er gode til at formere sig, og derfor gælder det om at sætte hurtigt ind, hvis man konstaterer kakerlakker.
Kontakt os, hvis du har brug for hjælp til bekæmpelse af kakerlakker.
Få professionel hjælp til kampen mod kakerlakkerne
Kakerlakker er hårdføre og meget dygtige til at tilpasse sig forholdene, som de lever under. Derfor er de meget svære at slippe af med. Det kræver en indsats af professionelle. Kontakt os derfor for at høre, hvad vi kan gøre for dig.
Ring til os på 69 15 17 44 eller brug kontaktformularen herunder.